2011
Dronning Margrethe: »Hvad laver De så, unge mand?«
Det er en af de mest attråede foreninger at blive tilbudt æresmedlemsskab af, »Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn«. Siden 1867 er hovedstadens nyudlærte håndværkssvende hyldet med rosende ord og medaljer, og fra 1973 er der udnævnt en »Årets Æreshåndværker«. I begge tilfælde er det belønning for en ekstraordinær indsats. På medaljen til de nye håndværks-svende står der: »Naar Alvor og Sandhed forenes med Flid, naaes Maalet«.
Billedhuggeren, professor Robert Jacobsen, blev den første æreshåndværker. Siden er en lang række kendte danskere hædret. Det gælder fra søfartens verden skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller og rederiets bestyrelsesformand, Michael Pram Rasmussen. Dronning Margrethe blev æreshåndværker i 1980. Fra det politiske system har man hædret Poul Schlüter og i 2010 Anders Fogh Rasmussen. Fra erhvervslivets top finder man Legofabrikanten Godtfred Kirk Christiansen, Dansfosdirektør Jørgen Mads Clausen, koncernchef Niels Due Jensen, Grundfos. Kunstens verden er repræsenteret ved Victor Borge, Lise Nørgaard, Piet Hein, Ghita Nørby, Bille August og mange andre kendisser.
Det var ikke den store overraskelse, da Mogens Frohn Nielsen i 1982 blev
hædret for sin indsats i Fultonprojektet, men det var den helt store overraskelse, da han præsenterede det celebre selskab for en ung mand på 13 år.
Kenneth stod mellem Skipper og Rigmor og bed sig nervøst i læben. Ved siden af Rigmor stod Mc-Kinney Møller og Piet Hein. Det var et led i opholdet på Fulton, at man lærte at begå sig både i hytte og på slot, så det faldt ganske naturligt for Kenneth at svare ærligt, da Dronning Margrethe spurgte: »Og hvad laver De så, unge mand«. »Jeg er på Fulton. Jeg er Danmarks yngste bankrøver. Men det gør jeg aldrig mere.



