2012
Øhavssamlingerne på Skarø åbner 12. maj 2012
Af Bjarne Bekker
Efter et hektisk forår og en regnfuld sommer er ombygningen af den tidligere stald og lade på »Vestergaard« næsten tilendebragt. Men nu er den private kasse tømt, og der er ikke midler til at sikre samlingerne med nyt tag og varme, hvorfor den officielle indvielse først vil ske 12. maj 2012.
Der var høstgudstjeneste søndag den 18. september 2011 og ved den lejlighed blev beboerne fra Skarø og naboøerne inviteret indenfor til høst-frokost mellem samlingerne.
Fem gange i sommeren 2012 bragte det gode skib »Caroline S« af Svendborg mindre selskaber til besøg på »Vestergaard«, hvor der er sket en masse i den tidligere lade og stald fra 1924.
Først måtte det meste af muren mod sydvest pilles ned sten for sten fordi væggen skød ud. Tidens tand, kornets vægt og grisenes bid af de bærende stolper gjorde det umuligt at sætte dør og vinduer i den århundredgamle væg. Omkring 3.000 sten blev pillet ud og renset, inden de blev genanvendt. Det sparede 9.000 kr. i et presset budget!
De gamle trug og fodergange måtte væk. Det samme med resten af det aldeles ujævne gulv med skillevægge og tag, båret oppe af egen vægt, skidt og møg, avner og stinkende efterladenskaber fra årtiers mårfamilier ;-(
Der blev fragtet 48 tons støbesand, ni tons cement og et tons stål til øen. På et par uger blev det til 240 kvm nyt, laser-nivelleret gulv. Nye spær og bjælker blev rejst og lagt på langs af laden. I vestenden byggedes et rum til separatudstillinger, og på de mange seks tommer bjælker lagdes gulv, der skal genskabe stemningen af et 13 meter langt skibsdæk. Når man går op ad en vindeltrappe og hen over dækket, kommer man ind i Skippers Hule. Den genopføres og vil fremstå som hulen hjemme i Håndværkerhaven 18 ved Bispebjerg Kirke. Komplet med alt, hvad Skipper efterlod sig.
Øhavssamlingernes raritet: Birkholm-stemmeboksen fra 1913
Efter det grove arbejde kom den mere spændende del – opbygning af Øhavssamlingerne, der bliver en integreret del af Fult0nskipperens mindesamlinger. Min gode samarbejdspartner, firmaet www.trykteam.dk har doneret en betydelig produktion af plancher, der viser livet på de fem øer, som i næsten fem århundreder var Drejø Sogn. På andre plancher fortælles Mogens Frohn liv, bogstavelig talt fra vugge til grav, suppleret med snesevis af private effekter – fra malerpensler og akvareller til beviser på ækvatordåb og hyldest fra den royale familie.
Ind imellem plancherne er anbragt maritime effekter og en del rariteter fra Det sydfynske Øhav. Det er ikke mindst samtalestationer som dem, der gjorde legendariske Marie Central fra Birkholm kendt i hele øhavet. Mange vil helt sikkert mene, at samlingens perle er stemmeboksen fra Birkholm. I boksen har tilforordnede siden 1913 noteret afstemningstal ved landstings- og folketingsvalg.
Da Danmark i 1916 solgte De vestindiske Øer, stemte 11 birkholmboere for og 11 imod, hvilket fremgår af indersiderne på afstemningskassen, hvor næsten 100 års historie giver spændende indblik i øhavets politiske anskuelser og bevægelser partierne imellem.

