2011
Den første springtur - med lyserødt og lilla tøj
En sommerdag i 1977 stod vi på Fulton og kiggede ind på godset Lerchenborg. Det ligger smukt ved Jammerland Bugt med udsigt ind mod Kalundborg.
»Det må være skæbnens ironi, at mit fødehjem er aftegnet på et søkort«, sagde Skipper eftertænksomt, mens piben pegede på de statelige bygninger, hvor hans far, marineofficerer Georg Nielsen, var gået i dok som slotsbogholder efter flådens nedskæringer i mellemkrigsårene.
Derinde på Lerchenborg Slot stod Skippers vugge. Den var i friske lyslilla farver, thi familien var overbevist om, at storken og skæbnen ville sørge for, at de mange trikotagevarer i lyserødt og lyslilla, der var frembragt hen over vinteren, blev rigtigt anvendt. Det skete også, men som drengen voksede til, passede det ham ikke at skille sig så farverigt ud fra andre småbørn på godset.
Fra fødslen var Mogens Frohn Nielsen noget for sig selv. Med eftertidens viden lyder det ikke sandsynligt, men den lille nye Nielsen ønskede ikke at sige ét eneste ord de første to år af sin levetid. En kendsgerning, der dog siden blev taget en vældig revance på.
»Jeg fik at vide, at jeg dagen lang gik rundt og smilede til alt og alle. Måske fordi jeg havde fundet ud af, at det kunne betale sig. Hver aften kom jeg nemlig hjem med skille-mønt som venlige turister gav mig i hånden« mindedes Skipper. Turisterne kunne ikke stå for den lille kvikke fyr med de smilende øjne, den lyslilla trøje og den røde tophue med kvast.
- Mens Fulton sejlede ud fra havnen i Kalundborg, berettede Skipper videre til den serie, jeg allerede dengang skrev om hans liv. Det skete som led i en kampagne, Det berlingske Hus og andre virksomheder havde støttet Fulton med siden starten.
Også i barndommen havde lille Mogens en stærk vilje, evne og lyst til at gå egne veje. En begivenhed, der siden blev betragtet som aldeles karakteristisk for den vordende sømand, udspilledes en sommerdag i 1940.
Forældrene havde vænnet sig til, at den femårige purk immer gik sine egne veje – uden at fortælle, hvor de bar hen. Men en dag havde Mogens været borte fra midt på formiddagen, og stadig ikke var dukket op til aftensmaden, iværksatte Gerda og Georg en minutiøs eftersøgning, ikke mindst ved parkens søer og godsets branddamme.
Timerne gik uden noget spor af Mogens.
»Mor har siden forklaret, at hun pludselig så min røde tophue med strikket kvast i den gule kornmark – med kurs fra havnen mod Lerchenborg..!«.
Gerda Frohn Nielsen glemte aldrig netop dén udflugt. Fordi den formentlig blev årsag til Skippers dragende interesse for havet og det maritime liv. Knægten havde såmænd bare taget turen rundt om fjorden og ind til havnen for at se det krigsskib, faderen havde fortalt om ved spisningen aftenen før. Det var panserkrydseren Niels Iuel, som flåden netop i de dage søgte at få gemt af vejen i Sverige, inden tyskerne beslaglagde den. Og just på det krigsskib havde lille Mogens’ far været søløjtnant. Dét måtte udforskes...
